
Gør dine SoMe-opslag relevante for modtageren
De sociale medier er i 2025 en kæmpe grød af indhold, der mest handler om, hvor dygtige nogen er til noget. Virksomheder er blandt de største producenter af den slags indhold. Men på en digital markedsplads, hvor levetiden af opslag bliver stadig kortere, kan man godt forstå, at det er fristende bare at losse alt muligt afsted i en fart.
Men… Holder du fast i at markedsføre dig selv, dine produkter eller din service på disse platforme, så må jeg på det allermest insisterende bede dig om at prøve på at være relevant for læserne.
Stop derfor med kun at tale om dig selv. Tal til modtageren; tal om modtageren!
Lad mig forklare.
Alt for meget “Vi er så stolte af, at…”
Prøv engang at gå på de mest gængse sociale medier – LinkedIn, Facebook eller Instagram. Scroll ned og prøv så lige at tælle, hvor mange gange virksomheder bare fortæller om sig selv, deres nye produkt eller en ny kollega.
Prøv også at tælle efter, hvor mange gange en person fortæller om sine personlige oplevelser med et kursus, et seminar eller bare sine reflektioner over ting livet.
- I hvor mange af disse opslag føler du, at det har relevans for dig?
- I hvor mange af disse opslag kan du se, at indholdet er væsentligt for andre?
Ikke ret mange gange, vel?
I journalistsproget kalder vi den slags nyheder for “nå-historier”. Der er her tale om indhold, hvor man bare kan trække på skuldrene og sige:
“Jamen, det er da fint for jer. Og hvad så?“
Skal man være lidt frisk-fyr-agtig, så kan man sammenligne disse opslag med en teenage-selfie, hvor afsenderen bare holder en telefon op foran spejlet og ikke engang magter at kigge op fra telefonen for at sikre sig, at motivet er i fokus.
Det er en skam, for mange af virksomhedernes opslag gemmer jo faktisk på gode historier.
For det ÉR jo superflot, når I har vundet en designpris, åbner et nyt kontor i udlandet eller har ansat en ny skarp profil med en MBA i astronautautomatik. Men skal det være relevant for os andre, skal du skrive, hvorfor det er væsentligt for mig. Hvordan påvirker denne nye information andre?
Svimlende mange opslag begynder med:
“Vi er stolte over endelig at kunne slå dørene op for vores nye produktionsanlæg i Kuala Lumpur. Vi vil gerne takke den malaysiske regering for blabla… og vi glæder os meget til at byde 200 nye medarbejdere velkommen i familien Ananas ApS og til vores topmoderne anlæg, som på sigt skal øge vores omsætning med XY procent over de næste fem år“.
Typisk efterfulgt af et billede af CEO’en, der trykker hånd med den lokale produktionschef.
Hvorfor er det relevant? Og hvem er det relevant for?… Og hvorfor fremgår det ikke af opslaget? Hvem ud over CEO’en og produktionschefen bliver glade for dette opslag?
Fortæl altid modtageren, hvem historien påvirker og hvordan
Næste gang du skal slå en historie op på LinkedIn (eller andre steder), så overvej lige – inden du trykker på ‘publish’ – hvorfor din historie er vigtig for modtageren. Hvad er det i grunden, du vil opnå?
Fyrer du bare jeres egen stolthed eller personlige glæde af, så er det dejligt… Men mest for dig selv. Det er ikke synderligt involverende eller inviterende for andre.
HUSK altid at vise, at du tænker på andre end dig selv.
Det samme gælder, når du får en ny kollega, du gerne vil præsentere på de sociale medier eller i dit nyhedsbrev. Sørg for at få med, hvordan den nye kollega bidrager til kundernes oplevelse af jer.
“Vi er glade for at kunne byde vores nye tech-supporter Jens T. Nielsen velkommen ombord. Med sine 10 år som specialist i hint-og-dette, tilføjer han en god portion ny viden om XYZ-teknologi, og du vil som kunde derfor opleve endnu bedre og hurtigere service, når du … blabla… og Jens vil samtidig sikre, at du fremover altid får automatisk besked, når… blabla…“
Nu er det et lidt tænkt eksempel. Men jeg håber, at du forstår pointen. Det behøver ikke være supervæsentligt for alle i verden. Men alle vil anerkende dig, når du søger at gøre noget godt for andre.
Påstår din virksomhed at være kundevenlig eller kundeorienteret… Så vis det i kommunikationen.

Eksempler på SoMe-opslag, hvor der har været fokus på modtageren (kilde: ERPgruppen ApS)
Overvej altid budskab, kanal og væsentlighed
Skal din virksomhed på messe, så overvej, om hele verden behøver at vide det på LinkedIn. I nogle tilfælde ér det væsentligt. Men så skal du altså have mere at byde på end:
“Hey, vi er på Bingo Fair International i Bremen. Kom og se vores nye dims. Vi er på stand nr. JB007“.
But why? Taler du til mig? Skal jeg køre til Bremen? Men kan jeg ikke bare se jeres nye dims hjemme på fabrikken i Køge? Kunne du ikke bare have skrevet en besked direkte til de kontakter, som også skal til messen?
Overvej, om du bare er endnu én af dem, der fylder grød på sociale medier; eller om du rent faktisk arbejder professionelt og modtagerorienteret med din kommunikation.
Har du brug for flere gode råd om kommunikation på sociale medier (der er mange), så vil jeg altid gerne hjælpe dig. Ring, skriv eller brug StoryLofts kontaktformular. Så tager vi en kop kaffe.